Closing Loops løfter cirkulær innovation med nye projekter - og endnu flere på vej

HURTIGT OVERBLIK:

CIRKULÆRE LØSNINGER:
  • Closing Loops har sat gang i 10 nye værdikædesamarbejder på tværs af brancher.

  • Programmet har siden 2024 fordelt 126 mio. kr. til 236 virksomheder.

  • I næste fase investeres 49,5 mio. kr. i cirkulære løsninger i fødevare- og bioressourcesektoren som en del af Virksomhedsudvikling Danmark. Puljen kan søges i løbet af foråret.

I Closing Loops’ værdikædesamarbejder får reststrømme og bioressourcer nyt liv, når danske SMV’er samarbejder om at genanvende materialer i nye produkter på tværs af fødevarer, bioressourcer, byggeri, tekstil og vandteknologi (foto: ai-genereret).

Closing Loops har sat gang i 10 nye værdikædesamarbejder på tværs af fødevarer, byggeri, design samt vand- og miljøteknologi. Det er sidste projektpulje i første fase af programmet, hvor virksomheder, vidensmiljøer og teknologipartnere har arbejdet målrettet på at reducere CO₂ og affald gennem konkrete cirkulære løsninger.

Med projekter, der spænder fra biobaserede emballager til fødevareinnovation baseret på sidestrømme, viser første fase, at cirkularitet i praksis kræver tværgående samarbejde, og at danske virksomheder er villige til at udvikle nye forretningsmodeller, når ressourcerne bringes i spil på nye måder.

Der er i alt fordelt ca 126 mio mio. kr. til 236 virksomheder siden de første værdikædesamarbejder blev sat i gang i 2024, og indsatsen fortsætter nu, hvor Erhvervsfremmebestyrelsen fastholder et stærkt fokus på cirkulær økonomi med en trecifret millioninvestering – heraf går 49,5 mio. kr. specifikt til at styrke cirkulære værdikæder i fødevare- og bioressourcesektoren.

Læs også: 49,5 mio. kr. til at styrke cirkulære værdikæder i fødevare- og bioressourcesektoren

Stærkt potentiale i fødevare- og bioressourcesektoren

Tre af de nye projekter ligger inden for fødevarer og bioressourcer, mens andre går på tværs af brancher.

Her udvikles helt nye råvarer, ingredienser og materialer baseret på reststrømme, som hidtil har haft lav værdi eller været affald.

Camelina-pressekage som ny klimavenlig ingrediens

Kan et restprodukt fra oliepresning blive en ny, klimavenlig fødevareingrediens?

I dette værdikædesamarbedje forvandles camelina-pressekage til proteinrige produkter gennem fermentering og samarbejde på tværs af landbrug, fødevareproducenter og storkøkkener

Deltagere: Charlie Heart ApS; Meta Fermentation ApS, Egfond og Stinelund Landbrug

Jute som biobaseret erstatning for engangsplast

Jute er en hurtigt voksende, biobaseret naturfiber med stort potentiale som alternativ til plast. Kan det erstatte engangsplast i industrien?

I dette værdikædesamarbejde udvikler fem virksomheder genanvendelige big bags af biobaseret naturfiber, der reducerer plastaffald og CO₂ markant og skaber en ny cirkulær værdikæde.

Deltagere: Danske Jutevarer ApS og HAACK Recycling ApS

Kage- og chokoladespild får nyt liv

Dette projekt går forrest som et tydeligt bevis på, hvor stor værdi der ligger i fødevarebranchens sidestrømme.

Partnerne udvikler snacks, toppings og bagemix baseret på chokoladebrud og kagekrummer, og der testes teknologier til både fermentering, tørring og digital sporing.

Deltagere: Selected Gourmet Group; NordInvent og Circular Food Technology (Agrain). 

Flere samarbejder i andre brancher

Der er i den seneste runde også sat værdikædesamarbejder i gang i andre brancher:

  • Cirkulær regenerering af støbeplader i byggebranchen
  • Genbrug og upcycling af batterier fra budbiler
  • Værdiforøgelse af tekstilaffald ved anvendelse som isoleringsmateriale
  • 40% mindre rustfrit stål forarbejdning
  • En fuld Fosfor og CCUS-cyklus fra forurening til biokul
  • Cirkulære byggematerialer fra ålegræs
  • Levetidsforlængelse af arbejds- og fritidstøj

Indsatserne gennemføres i tæt samarbejde med de relevante erhvervsklynger: Food & Bio Cluster Denmark, WE BUILD DENMARK og Lifestyle & Design Cluster samt Teknologisk Institut, der bidrager med teknisk viden, test og udvikling.

Næste fase: 49,5 mio. kr. skal løfte cirkulær omstilling i hele sektoren

Med de 10 nye projekter sættes sidste punktum for første fase. Samtidig åbner næste fase nu for en markant opskalering: 49,5 mio. kr. er netop afsat til at styrke cirkulære værdikæder inden for fødevarer og bioressourcer.
 
Bevillingen kommer fra Virksomhedsudvikling Danmark under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og er en del af en større national satsning på cirkulær økonomi i danske SMV’er.
 
”Danmark råder over tons og atter tonsvis af værdifulde bioressourcer, men alt for meget ender stadig som affald eller lavværdi. Med den nye bevilling kan vi for alvor accelerere udviklingen af løsninger, der både reducerer klimaaftrykket og skaber ny forretning for SMV’er. Det kræver stærke samarbejder på tværs af brancher – for kun når ressourcer kan bevæge sig frit gennem værdikæderne, realiserer vi det fulde potentiale,” siger Anette Engelund Friis, adm. direktør i Food & Bio Cluster Denmark.
 
Indsatsen står Food & Bio Cluster Denmark i spidsen for, og investeringen betyder, at flere virksomheder også fremover får mulighed for at:
  • teste nye materialer, råvarer og processer
  • udvikle cirkulære forretningsmodeller
  • samarbejde på tværs af værdikæder og sektorer
  • reducere CO₂ og materialeforbrug i stor skala

Som Erhvervsfremmebestyrelsen understreger, er cirkularitet en nøglebrik i at styrke dansk konkurrencekraft og samtidig reducere miljøbelastningen. Den næste fase af Closing Loops skal accelerere løsninger, der kan brede sig i både danske og internationale værdikæder.

Vil du være sikker på at få direkte besked, når vi åbner for den nye pulje?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så er du sikker på du modtager nyt om den nye pulje, så snart den åbner i løbet af foråret 2026.

Om Food & Bio Cluster Denmark

Food & Bio Cluster Denmark er en almennyttig organisation, der arbejder for en bæredygtig fremtid inden for bioressourcer. Som missionsdreven klyngeorganisation skaber vi rammer for videndeling, samarbejde og fælles udvikling, der understøtter grøn vækst i både land- og havbaserede bioressourcer.

Vi fungerer som en samarbejdsplatform for forskning og innovation og samler aktører på tværs af sektorer – fra virksomheder og forskere til myndigheder og civilsamfund.

Vores arbejde er drevet af en missionsbaseret tilgang til samfundets store udfordringer – med det klare mål at positionere Danmark som global frontløber i den grønne og bæredygtige omstilling. 

Mere om Closing Loops

Closing Loops er et program, som medfinansieres af EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og afvikles fra 2024 til 2026. Der arbejdes med cirkulær økonomi i små og mellemstore danske virksomheders værdikæder. Programmet er meget konkret, da der på tre år skal reduceres 235.000 ton CO2e og 42.000 tons affaldstonnage. Operatørgruppen består af klynger, erhvervshuse og GTS-institut. 

Om Virksomhedsudvikling Danmark

Danske SMV’er og iværksættere skal opleve, at det er nemt at finde det rette tilbud til at udvikle deres virksomhed. Derfor samles virksomhedsrettede indsatser finansieret via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fremover under det nye fælles brand Virksomhedsudvikling Danmark.​

Eksempler på samarbejder i Closing Loops (2024-26):

Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med at styrke cirkulære værdikæder gennem Closing Loops 2.0.

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster