16 digitale løsninger skal gøre fødevareproduktion fra havet mere energieffektiv
HURTIGT OVERBLIK:
BÆREDYGTIG BLÅ FØDEVAREPRODUKTION
- SEADEEP-projektet udvikler og tester 16 digitale løsninger under virkelige produktionsforhold.
- Tre fokusområder: Akvakultur, tangdyrkning og småskalafiskeri.
- Målet er 15-30 % lavere energiforbrug i udvalgte anvendelser.
Kystnært småskalafiskeri er et af de områder, hvor SEADEEP vil udvikle og teste digitale løsninger til en mere bæredygtig produktion (foto: Andre de Wit for iStock)
Hvordan kan digital teknologi være med til at gøre akvakultur, tangdyrkning og småskalafiskeri mere energieffektivt? Det skal et nyt europæisk projekt finde svar på. Food & Bio Cluster Denmark er med, når 16 løsninger skal udvikles og afprøves i virkelige produktionsmiljøer i Nordsøen og Østersøen i de kommende tre år.
Fødevareproduktion fra havet står over for udfordringer med bl.a. energiforbrug, afhængighed af fossile brændstoffer og stigende miljøkrav. Samtidig rummer digitale teknologier muligheder for at optimere processer, reducere ressourceforbruget og forbedre beslutningsgrundlaget.
Det er udgangspunktet for det nye EU-projekt SEADEEP, som startede 1. juni 2026 og løber frem til 31. maj 2029. Projektet udvikler og demonstrerer digitale og energieffektive løsninger inden for tre områder: Recirkulerende akvakultursystemer (RAS), dyrkning af tang og småskalafiskeri.
Målet er at udvikle og demonstrere, hvordan teknologi kan bruges til at reducere energiforbruget og udledningen af drivhusgasser fra produktion af fødevarer i havet og marine fødevarer produceret på land og samtidig bidrage til en mere bæredygtig og effektiv produktion.
Det afgørende er, at de digitale løsninger skal kunne fungere i den virkelighed, virksomhederne står i. Med SEADEEP får vi mulighed for at afprøve teknologierne under faktiske driftsforhold og undersøge, hvordan de kan bidrage til et lavere energiforbrug og en mere effektiv produktion. Samtidig er det vigtigt, at erfaringerne kan komme andre virksomheder til gavn.
Senior Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark
Når teknologi skal fungere i praksis
SEADEEP arbejder med teknologier som kunstig intelligens, sensorer, automatisering, dataanalyse og digitale tvillinger. Teknologierne skal bl.a. gøre det muligt at følge produktionen tættere, optimere processer og træffe beslutninger på baggrund af aktuelle data.
I alt skal der udvikles og afprøves 16 løsninger på ni demonstrationssteder i Nordsøen og Østersøen. Løsningerne skal ikke alene udvikles i laboratoriet, men testes under virkelige driftsforhold. Det gør det muligt at undersøge, hvordan de fungerer i praksis, og om de kan implementeres hos andre aktører og områder.
De 16 løsninger fordeler sig således på de tre områder:
- Tangdyrkning: Tre løsninger, der bl.a. skal optimere produktion og ressourceforbrug.
- Recirkulerende akvakultursystemer (RAS): Ni løsninger til bl.a. bedre overvågning, styring og energieffektivitet.
- Småskalafiskeri: Fire digitale løsninger, der skal understøtte mere effektiv drift, lavere energiforbrug og bedre beslutninger på havet.
Det kan eksempelvis handle om at optimere vandcirkulation og fodring i akvakultur, gøre tørring af tang mere energieffektiv eller bruge kunstig intelligens til at optimere ruter for fiskefartøjer. Fælles for løsningerne er, at de skal bidrage til at reducere energiforbruget - i nogle anvendelser med op til 15-30 procent.
Men før nye teknologier kan gøre en forskel i praksis, skal de afprøves under virkelige forhold.
”Det afgørende er, at de digitale løsninger skal kunne fungere i den virkelighed, virksomhederne står i. Med SEADEEP får vi mulighed for at afprøve teknologierne under faktiske driftsforhold og undersøge, hvordan de kan bidrage til et lavere energiforbrug og en mere effektiv produktion. Samtidig er det vigtigt, at erfaringerne kan komme andre virksomheder til gavn”, fortæller Anni Simonsen, Senior Innovation Manager og projektleder på SEADEEP hos Food & Bio Cluster Denmark.
Digitale tvillinger skal samle data
Et andet centralt element i SEADEEP er brugen af digitale tvillinger. Her kobles data fra den fysiske produktion med digitale modeller, så det bliver muligt at få et mere detaljeret billede af bl.a. drift, energi- og miljøforhold.
Tanken er, at bedre adgang til data kan gøre det lettere at identificere, hvor energien bruges, hvor processer kan optimeres, og hvilke ændringer der giver den største effekt.
Projektet har samtidig fokus på, at teknologien skal kunne bruges af de mennesker og virksomheder, der arbejder med produktionen til daglig. Derfor indgår også videndeling, kompetenceudvikling og digitale færdigheder blandt små og mellemstore virksomheder, driftsansvarlige og kystsamfund i projektet.
Brobygger til sektoren
SEADEEP samler 30 partnere fra 10 EU-lande og Canada. Konsortiet dækker hele værdikæden med blandt andre forskningsinstitutioner, teknologivirksomheder, producenter, brancheorganisationer, klynger og netværk. Projektet koordineres af IVL Swedish Environmental Research Institute.
Udover Food & Bio Cluster Denmark tæller de danske partnere også Danish Salmon, OxyGuard International, Eurofish og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Food & Bio Cluster Denmark har især en rolle i forhold til interessentinddragelse, sektorkobling og udbredelse af projektets resultater. Det betyder bl.a., at Food & Bio Cluster Denmark skal være med til at sikre, at den viden og de løsninger, der udvikles i projektet, når ud til relevante aktører og kan indgå i den videre udvikling af den blå bioøkonomi.
For Food & Bio Cluster Denmark er SEADEEP samtidig en mulighed for at bringe virksomheder og andre danske aktører tættere på europæisk viden og nye teknologiske løsninger inden for den blå fødevareproduktion.
De kommende tre år vil derfor vise, hvilke af de 16 løsninger der kan gøre en konkret forskel i praksis, og hvordan erfaringerne fra demonstrationsstederne kan bruges andre steder i Europa.
---
SEADEEP er finansieret af EU's Horizon Europe-program under Grant Agreement nr. 101296119 og løber fra 1. juni 2026 til 31. maj 2029.
Vil du vide mere?
Anni Simonsen
SEADEEP
Digitale løsninger til en grønnere blå økonomi
I SEADEEP-projektet udvikles og afprøves digitale og energieffektive løsninger til fiskeri, akvakultur og dyrkning af tang. Målet er at reducere energiforbruget og udledningen af drivhusgasser fra fødevareproduktion i havet.
Få indblik
Dyk videre ned i andre eksempler på Food & Bio Cluster Denmarks arbejde inden for den blå økonomi:
Seaweed - A Versatile Ingredient in a Changing Market: Collaboration with South Korea
BlueActionBANOS - finansiel og teknisk støtte til kystsamfund til genopretningen af vores hav og vandmiljøer.
»Vi vil bruge blåmuslinger til at løse problemer med havmiljøet og upcycle dem til foder og organisk gødning«
InterFlow - turning nutrient-rich fish farm wastewater into seaweed biomass for methane-reducing cattle feed.
