Fra teknologi til praksis i griseproduktionens klimaindsats

HURTIGT OVERBLIK:

KLIMASMART LANDBRUG
  • BEATLES-projektet undersøger, hvordan nye samarbejder, forretningsmodeller og teknologier kan reducere klimaaftrykket fra dansk griseproduktion.
  • Erfaringer fra fire workshops afdækker både potentialer og barrierer for den grønne omstilling i sektoren.
  • Artiklen ser nærmere på, hvad der evt. skal til for at omsætte dokumenterede klimaløsninger til praksis.

Gennem fire co-creation workshops har BEATLES-projektet samlet aktører på tværs af værdikæden for at drøfte muligheder og barrierer for at reducere klimaaftrykket i dansk griseproduktion.

Erfaringer fra fire workshops med aktører fra hele værdikæden peger på, at der er potentiale for at reducere klimaaftrykket fra dansk griseproduktion. Samtidig viser drøftelserne, at en væsentlig del af opgaven handler om at få eksisterende teknologier og viden dokumenteret, afprøvet og anvendt i praksis.

Dansk griseproduktion er midt i en grøn omstilling, hvor stigende klimakrav, dokumentationskrav og øget fokus på bæredygtighed stiller nye krav til hele værdikæden. I EU-projektet BEATLES undersøger Food & Bio Cluster Denmark, hvordan nye samarbejder, forretningsmodeller og teknologiske løsninger kan understøtte den udvikling.

“I den danske del af projektet har vi haft fokus på griseproduktionen og på, hvad der skal til for at reducere sektorens klimaaftryk,” fortæller Liselotte Puggaard, Innovation Manager i Food & Bio Cluster Denmark og projektleder på BEATLES.

Gennem fire co-creation workshops har Food & Bio Cluster Denmark samlet landmænd, virksomheder, forskere og andre aktører for at drøfte muligheder og barrierer for at reducere klimaaftrykket i sektoren.

På tværs af drøftelserne peger deltagerne på, at en række teknologiske løsninger allerede findes. Udfordringen handler derfor ikke kun om udvikling af ny teknologi, men i høj grad også om rammerne for at få løsningerne i brug. Det gælder bl.a. dokumentation, økonomiske forudsætninger og tillid til effekten i praksis.

Ifølge Liselotte Puggaard viser drøftelserne fra de fire workshops især, at vejen fra teknologi til praksis kræver mere end gode løsninger:

”Flere deltagere peger på, at teknologierne i mange tilfælde allerede er kendte eller under udvikling. Set fra deres perspektiv ligger den store opgave nu i at dokumentere effekten, skabe tillid og sikre, at teknologierne kan fungere hos virksomheder og landmænd.”

Teknologier med dokumenteret potentiale

På de fire workshops blev der bl.a. præsenteret en række teknologiske muligheder inden for gyllehåndtering. De omfatter bl.a. nye staldsystemer, hyppigere udslusning af gylle, metanopsamling fra gylletanke og biologiske løsninger til reduktion af emissioner.

Flere af løsningerne vurderes at kunne reducere udledningen af drivhusgasser og samtidig give sidegevinster som mindre ammoniakudledning, færre lugtgener og forbedret staldmiljø.

Drøftelserne viser samtidig, at de største klimaeffekter ofte kan opnås gennem kombinationer af flere løsninger frem for enkeltstående tiltag.

Udbredelse og rammevilkår

Men teknologisk potentiale er ikke i sig selv nok til at skabe forandring. Når mange løsninger allerede er udviklet eller under afprøvning, handler en central del af udfordringen om, hvordan de kan implementeres og skaleres i praksis.

Her peger deltagerne bl.a. på lange godkendelsesprocesser, komplekse dokumentationskrav og usikkerhed om økonomiske gevinster. Samtidig efterspørges mere ensartet og troværdig dokumentation af klimaeffekter samt bedre rammer for test og demonstration i praksisnære produktionsmiljøer.

Deltagerne fremhæver derfor demonstrationsmiljøer og erfaringsudveksling som vigtige elementer i at understøtte udbredelsen af nye løsninger.

Klima i samspil med øvrige hensyn

Et andet gennemgående tema er, at klimaindsatser i praksis sjældent står alene. De skal ofte spille sammen med hensyn til dyrevelfærd, arbejdsmiljø og økonomi, hvis de skal kunne anvendes i den daglige drift.

Flere teknologier kan ifølge deltagerne bidrage på tværs af disse områder, hvilket øger deres relevans i den daglige drift. Det peger på et behov for en helhedsorienteret tilgang til innovation, hvor flere hensyn indgår samtidig.

Forståelse og kommunikation uden for landbruget

Ud over de praktiske og økonomiske rammer handler udbredelsen også om, hvordan klimaindsatsen bliver forstået uden for produktionen.

Drøftelserne viser, at der fortsat er forskel mellem de teknologiske fremskridt i produktionen og den bredere offentlige viden om disse løsninger. Der blev bl.a. peget på detailleddet som en mulig aktør i at formidle dokumenterede klimaindsatser, ligesom deltagerne efterspurgte enkel og troværdig kommunikation frem for nye komplekse mærkningsordninger.

Det understreger behovet for, at teknologiske fremskridt også bliver formidlet tydeligt i hele værdikæden.

Dyk ned i BEATLES-projektets viden og resultater

Artikler og publikationer udgivet i projektet giver indblik i, hvordan nye teknologier, samarbejder og løsninger kan bidrage til en mere klimavenlig fødevareproduktion. Her kan du læse om alt fra workshops og analyser til erfaringer fra praksis.

Vil du vide mere?

Liselotte Puggaard

Liselotte Puggaard

Innovation Manager
BEATLES

Internationalt fokus på klimasmart landbrug

BEATLES er et EU-projekt, der fremmer klima- og miljøeffektive dyrkningsmetoder og smart farming, så nye løsninger hurtigere tages i brug og understøtter klimamålene.

Få indblik

Dyk videre ned i Food & Bio Cluster Denmarks arbejde med grøn omstilling, metanreduktion og effektmåling: 

Ny podcast udforsker fremtidens klimavenlige griseproduktion

Nyt call: 88 mio. kroner til grønne innovationsprojekter i landbrugs- og fødevaresektoren

PERMA-projektet:
Fotokemisk fjernelse af metan fra husdyrproduktionen

Bliv klogere på Food & Bio Cluster Denmarks arbejde med den grønne omstilling

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster