Virksomheder kan søge 230 millioner kroner til udvikling af cirkulære løsninger
HURTIGT OVERBLIK:
CIRKULÆRE LØSNINGER
- Virksomhedsudvikling Danmark bevilger 230 millioner kroner i tre puljer
- Midlerne kan søges af virksomheder og aktører inden for fødevarer/bioressourcer, byggeri/anlæg og tekstil/møbler/livsstil
- Målet er at udvikle løsninger, der reducerer brugen af ressourcer, mindsker spild og samtidigt skaber solide forretningsmuligheder
Virksomhedsudvikling Danmark bevilger ca. 230 millioner kroner til virksomheder i tre puljer inden for fødevarer og bioressourcer, byggeri og anlæg samt tekstiler, møbler og livsstil. Målet er at skabe nye forretningsmuligheder og samtidig bruge færre ressourcer og skabe mindre affald.
Én virksomhed kan ikke omstille en hel branche.
Det er udgangspunktet for et nyt program, der bygger videre på det tidligere Closing Loops program. Virksomheder kan bl.a. søge midler til at undersøge, udvikle, implementere og skalere cirkulære løsninger på tværs af værdikæder.
Midlerne kan søges af aktører og virksomheder inden for brancherne fødevarer og bioressourcer, byggeri og anlæg samt tekstiler, møbler og livsstil.
Formålet er at bidrage til omstillingen til en cirkulær og ressourceeffektiv økonomi i Danmark ved blandt andet at begrænse virksomheders ressourceforbrug og affaldsmængder.
Gode erfaringer
Den nye bevilling bygger videre på projektet Closing Loops, der afrundes i efteråret. I projektet har virksomheder blandt andet arbejdet med genanvendelse af tekstiler, byggematerialer, plast, batterier og emballager, udvikling af nye løsninger baseret på reststrømme fra fødevareproduktionen samt produkter med længere levetid og bedre muligheder for genbrug. Erfaringen er klar: Mange cirkulære løsninger kræver samarbejde på tværs af værdikæden for at lykkes i praksis. Og hvis genanvendelsen skal have effekt, skal forbruget af materialer integreres i design, indkøb og produktion - og i hele værdikæden.
Virksomhedernes evaluering af programmet viste, at:
- 60% fik større viden om potentialet for cirkulære værdikæder
- 56 % styrkede deres relevante netværk
- 54 % fik nye kompetencer
- 76 % var allerede i gang med at fortsætte samarbejdet med andre virksomheder.
To muligheder for støtte
Virksomheder kan søge to typer støtte afhængigt af, hvor langt de er med deres idé og samarbejde.
Værdikæde-tjek er for virksomheder, der har en idé eller udfordring, men mangler afklaring. Her kan virksomhederne undersøge potentialet, teste centrale antagelser og definere næste skridt. Her er tale om et forløb på op til fire måneder, der skal afklare, om idéen kan bære.
Værdikædesamarbejde er for virksomheder, der er længere i processen og klar til at udvikle, implementere og skalere en konkret cirkulær løsning sammen med andre i værdikæden. Målet er at føre en mere moden løsning videre ud i praksis.
Fra cirkulær udfordring til forretningsmulighed
Sophie Agergaard fra Food Bio Cluster Denmark på besøg hos Dansk Tang. Claus Marcussen (i midten) og Simon Marcussen (til højre) fortæller om deres erfaringer med programmet – og hvor de er i dag
En af de virksomheder, der har været med i det tidligere har været med i et værdikædesamarbejde i Closing Loops, er Dansk Tang, der sammen med deres nabovirksomhed CONTEMPEHARY har brugt midlerne og sparringen til at afdække, hvordan tang og bælgfrugter i kombination kan erstatte animalske proteiner.
Direktør i Dansk Tang, Claus Marcussen fortæller:
”For det første er det et utroligt iværksættervenligt program, som er nemt og tilgængeligt. Det, at vi løbende har skullet lave statusrapporter, har været med til at gøre os skarpe og holde fokus,” siger han.
”Vi var ikke kommet dertil, hvor vi er nu ift. at dyrke nye arter og afprøve dem, hvis ikke det havde været for programmet.”
Udgangspunktet i det nye program er fortsat at løse konkrete udfordringer i virksomhederne. Fælles for udfordringerne er, at andre aktører i værdikæden kan være afgørende for, at en cirkulær løsning fungerer i praksis. Derfor er samarbejdet på tværs af værdikæden centralt i programmet.
Samarbejdet skal skabe værdi efter projektet
Ansøgerne i de tre puljer skal have en ambition om, at samarbejdet kan føre til en løsning, som virksomhederne kan bruge, implementere og skabe værdi med bagefter. Man kan både afprøve og kvalificere, få adgang til nye samarbejdspartnere, viden og kompetencer samt afklare tekniske, økonomiske og forretningsmæssige muligheder.
Samarbejdet kan samtidig reducere usikkerheden, før virksomhederne investerer yderligere, og bringe modne løsninger tættere på implementering og skalering. For økonomien er en afgørende faktor.
En cirkulær løsning skal nemlig ikke alene kunne produceres. Der skal også være en forretning, som kan bringe den ud på markedet.
Hvem står bag programmet?
Operatørgruppen består af Food & Bio Cluster Denmark, Lifestyle and Design Cluster, WE BUILD DENMARK, Clean, Erhvervshus Nordjylland, Erhvervshus Sjælland og MADE.
De samarbejder tæt om tre parallelle puljer inden for:
Fødevarer og bioressourcer
Bygge og anlæg
Tekstiler, møbler og livsstil
Programmet er en del af Virksomhedsudvikling Danmark og medfinansieres af EU's Regionalfond.