Få støtte til at udvikle nye løsninger – sammen med de rette partnere
HURTIGT OVERBLIK:
INNOVATION:
- SMV’er kan søge midler til innovationsamarbejder, der reducerer CO₂ i landbrugs- og fødevaresektoren.
- Innovationssamarbejdet skal involvere min. to partnere. Hovedansøger skal være SMV, men iværksættere og videnpartnere kan også deltage.
- Det er muligt at søge op til 2.300.000 kr. i samlet budget til pr. innovationsamarbejde.
Vi åbner nu for en ny pulje, hvor virksomheder kan søge midler til innovationssamarbejder. Sammen med udvalgte partnerne er det muligt at få hjælp til at udvikle nye løsninger, teste idéer og bringe innovationen tættere på markedet.
(Foto: iStock)
Stærke løsninger kræver samarbejde. Sammen med de rette partnere kan virksomheder nu søge støtte til at udvikle og teste idéer inden for fødevarer og bioressourcer.
Mange virksomheder sidder med idéer, der kan gøre en reel forskel. For klimaet. For forretningen. For fremtidens fødevareproduktion og bioressourcer.
Men næste skridt kræver ofte mere: de rette kompetencer, samarbejdspartnere og ressourcer.
Derfor åbner vi et nyt call, hvor virksomheder kan få støtte til at udvikle løsninger i samarbejde med andre.
Derfor giver det mening
Omstillingen mod en klimaneutral produktion kræver løsninger, der går på tværs af værdikæden. Én virksomhed kan have teknologien. En anden har adgang til testmiljøer. En tredje har markedsindsigt.
“Når virksomheder arbejder sammen om konkrete udfordringer, bliver idéerne både stærkere og hurtigere klar til markedet.”
Det nye call kan søges af små og mellemstore virksomheder, der i samarbejde med mindst én anden partner (vidensinstitutioner og/eller andre virksomheder) ønsker at gennemføre et samarbejdsprojekt, som bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser med udgangspunkt i ét eller flere af de tre innovationsspor:
Tre spor skal reducere udledningen af drivhusgasser
Mere værdi af biologiske ressourcer
Markedsdrevne innovationer, der reducerer spild og sikrer bedre udnyttelse af biologiske rest- og sidestrømme gennem kaskadeudnyttelse i fødevaresystemet.
Teknologi, der reducerer CO₂e i praksis
Adaption og anvendelse af teknologier, der kan levere konkurrencedygtige CO₂e-reduktioner på tværs af værdikæden – fra produktion til forædling.
En mere resilient fødevaresektor
Innovationer, der styrker robusthed og beredskab frem mod 2030 og bidrager til en mere modstandsdygtig fødevaresektor til gavn for det danske samfund.
Du kan læse mere om reduktion af udledningen af drivhusgasser og de tre innovationsspor i artiklen: Innovation i fokus for en grønnere og mere resilient fødevaresektor
Værd at vide
Forventet projektopstart: 1. december 2026
Forventet projektafslutning: 31. oktober 2028
Vi udbyder samlet 16.000.000 kr. til innovationssamarbejder.
Du kan søge op til 2.300.000 kr. i samlet budget til dit projekt.
Vi afholder et obligatorisk kick-off møde for alle bevilgede projekter i december måned.
Call'et med innovationsamarbejder er ét af en række, som vil blive udmøntet over de næste tre år i regi af Virksomhedsudvikling Danmark.
Webinar om call'et
Få et klart overblik – uanset om du overvejer at søge eller allerede er i gang. Vi guider dig gennem proces, krav og hvad, der vægter i vurderingen. Du får også mulighed for at stille spørgsmål. Så sæt kryds i kalenderen d. 17. juni kl. 11.00-12.00.
Tilmeld dig nu
Sådan styrker vi innovation – også uden for calls
Afklaringsforløb og innovationssamarbejder udmøntes som en del af Innovationsbevillingen gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og er ét af flere greb, Food & Bio Cluster Denmark bruger til at accelerere innovation i fødevare- og bioressourcesektoren.
Som missionsdrevet klyngeorganisation bidrager vi til at videreudvikle og optimere innovationssamarbejder og -processer, så gode idéer hurtigere kan omsættes til konkrete løsninger.
Det gør vi også gennem målrettet vidensdeling og matchmaking, facilitering af netværksgrupper samt afholdelse af temadage og events samt ved at deltage i internationale netværk og ture, hvor nye perspektiver og partnerskaber bringes i spil.
Vil du også være medlem?
Alle aktiviteter er gratis for medlemmer af Food & Bio Cluster Denmark, hvor du bliver en del af en bevægelse drevet af ét fælles mål: at sætte turbo på innovationen, så Danmark bliver en global frontløber i den grønne og bæredygtige omstilling.
