Vil du være med til at udvikle, drive og sikre kvalitet i vores projektportefølje?

HURTIGT OVERBLIK:

LEDIG STILLING
  • Lederrolle med ansvar for seks medarbejdere og en central plads i klyngens innovationsprojekter
     
  • Du skal være med til at skabe kvalitet, fremdrift og samarbejde på tværs i den grønne omstilling
     
  • Ansøgningsfrist: 1. december 25

Vi tilbyder en lederrolle i en organisation med en stærk mission og samfundsrelevans. Læs hele stillingsopslaget herunder (foto: FlamingoImages)

Danmark skal udvikle flere grønne løsninger. Derfor søger Food & Bio Cluster Denmark en teamleder, der kan drive og udvikle innovationsprojekter, styrke samarbejdet på tværs og sikre høj kvalitet i en voksende projektportefølje. Du bliver en del af ledergruppen, får ansvar for seks dygtige medarbejdere og får en nøglerolle i at omsætte strategiske ambitioner til konkret effekt.

Food & Bio Cluster Denmark er en samarbejdsplatform for forskning og innovation, der bidrager til langsigtet bæredygtig vækst og at positionere Danmark som verdensførende på grøn omstilling. Med 49 kollegaer, mere end 475 medlemmer, et stærkt netværk samt spændende nationale og internationale samarbejdspartnere skaber vi rammerne for nye løsninger – fra forskning og innovation til forretning, fra idé til marked.

Vores vision er at være verdensførende inden for missionsdrevet bæredygtig innovation i fødevarer, landbrug og bioressourcer. Hvis du brænder for at gøre en forskel, for samarbejde på tværs og for at være med i frontlinjen af den grønne omstilling — så er det dig, vi søger.

Vi søger en teamleder for Innovationsprojekter, der kan gå forrest i arbejdet med at udvikle, drive og sikre kvalitet i vores projektportefølje – og som samtidig vil inspirere og udvikle et stærkt team.

Din rolle

Som teamleder for Innovationsprojekter får du både personale, fagligt og administrativt ansvar for seks kompetente medarbejdere. Du vil indgå i organisationens samlede ledergruppe, indgå i et tæt samarbejde med de 4 øvrige teamledere i Operations og få en central rolle i at omsætte strategiske mål til konkrete handlinger.

Du refererer til COO og bidrager til udviklingen af vores projektportefølje – med fokus på kvalitet, værdi for medlemmerne, potentielle medlemmer og donorer med udgangspunkt i organisationens samlede strategi. Og du vil desuden understøtte en kultur præget af samarbejde, kvalitet og missionsdrevet innovation.

Dine hovedopgaver vil være:

  1. Mestre og videreudvikle værdiskabende innovationsværktøjer og processer med afsæt i vores interne innovationshåndbog.
  2. Udføre og sikre høj kvalitet i projektarbejdet i innovationsprojekterne.
  3. Styre og følge op på bevillinger til innovationsprojekter.
  4. Samle leverancer på tværs af innovationsprojekter og sikre fremdrift via et leverance-årshjul.
  5. Bidrage i implementeringen af et årshjul for kommunikation målrettet medlemmer, potentielle medlemmer og fundingpartnere.
  6. Bidrage til en stærk integration af aktiviteter såvel internt i team Innovationsprojekter og imellem de øvrige teams i Operations.

Din profil:

Vi søger en leder, der kombinerer strategisk overblik med praktisk gennemslagskraft – og som trives med at udvikle mennesker og processer.

Du har sandsynligvis:

  • En relevant videregående uddannelse (fx inden for innovation, naturressourcer, erhvervsudvikling eller projektledelse)
  • Solid erfaring med projektledelse, innovationsprojekter eller erhvervsfremme
  • Erfaring med ledelse af medarbejdere og faglig koordinering
  • Viljen til også selv at udføre projektarbejde
  • Forståelse for offentlig og privat samfinansiering samt samarbejde med fonde og erhvervspartnere
  • Evne til at skabe struktur, fremdrift og motivation i komplekse sammenhænge
  • Gode kommunikative evner på dansk og engelsk – både mundtligt og skriftligt
  • En oprigtig interesse for grøn omstilling, innovation og forretningsudvikling

Vi tilbyder:

  • En lederrolle i en organisation med en stærk mission og samfundsrelevans
  • Et engageret og fagligt stærkt team, der brænder for at skabe resultater
  • Et arbejdsmiljø med højt tempo, tværfagligt samarbejde og stor indflydelse
  • Gode muligheder for faglig udvikling, samarbejde med førende aktører og indflydelse på projektporteføljen
  • En arbejdsplads med dedikerede kollegaer, høj aktivitet og tværfaglig kultur
  • Fleksible arbejdstider på vores kontor i enten Viborg, Aarhus eller København
  • En central rolle i at skabe resultater, der har reel betydning for den grønne omstilling og fremtidens fødevare-, landbrugs- og bioressourcesekto

Sådan ansøger du

​Følg linket og send din ansøgning og CV senest 1/12-25.

Skriv ”Teamleder” i emnefeltet.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kathrine Vejgaard Stage, COO på 3050 3625 eller kvs@foodbiocluster.dk.

Vi forventer at afvikle samtaler i Agro Food Park 15, 8200 Aarhus N på følgende datoer:

  • 1. runde samtaler den 12/12-25
  • 2. runde samtaler den 18/12-25 

Vi glæder os til at høre fra dig og til sammen at sætte skub i fremtiden.

Om Food & Bio Cluster Denmark

Food & Bio Cluster Denmark er en almennyttig organisation, der arbejder for en bæredygtig fremtid inden for bioressourcer. Som missionsdreven klyngeorganisation skaber vi rammer for videndeling, samarbejde og fælles udvikling, der understøtter grøn vækst i både land- og havbaserede bioressourcer.

Vi fungerer som en samarbejdsplatform for forskning og innovation og samler aktører på tværs af sektorer – fra virksomheder og forskere til myndigheder og civilsamfund

Vores arbejde er drevet af en missionsbaseret tilgang til samfundets store udfordringer – med det klare mål at positionere Danmark som global frontløber i den grønne og bæredygtige omstilling. Lær mere om os her: Food & Bio Cluster Denmark

Flere nyheder fra Food & Bio Cluster