Iværksættersamarbejde som genvej til innovation:
Fra halmstrå til müsliscones
En startup med en ny ingrediens. En etableret fødevarevirksomhed med adgang til markedet. Samarbejdet mellem Paleas og Easyfood, et brand i Orkla Danmark, viser hvordan innovation ofte opstår, når virksomheder med forskellige styrker finder sammen.
Da Richardt Sonnichsen og hans fætter - der er landmand i det vestjyske - første gang begyndte at tale om at lave fødevareingredienser af halm, var reaktionerne ofte de samme.
Kan man virkelig spise det?
Forståeligt nok. For de fleste er halm noget, der ligger tilbage på marken efter høsten, men hos startupvirksomheden Paleas så man noget andet. En uudnyttet ressource med potentiale til at blive en ny fiberrig ingrediens.
I dag indgår virksomhedens fiberpulver i udviklingen af nye produkter hos Easyfood, der som en del af Orkla-koncernen udvikler og producerer bake-off og convenienceprodukter til blandt andet caféer, hoteller, kantiner og detailhandel. Men historien handler om mere end halm.
Den handler om, hvad der sker, når en startup med en ny idé møder en etableret virksomhed med adgang til markedet.
Paleas og Easyfood
Samarbejder om: Udvikling af en müsliscone og andre fiberrige bake-off og tø-op-og-server produkter baseret på fiberpulver fra halm
Paleas bidrager med: En patenteret ingrediens fremstillet af halmstrå
Easyfood bidrager med: Produktudvikling, markedskendskab og salg til B2B-kunder
Idéen: Upcycling af landbrugets sidestrømme til nye fødevareingredienser
Faciliteret af: Food & Bio Cluster Denmark
Innovation kræver forskellige perspektiver
Hos Easyfood er arbejdet med innovation tæt knyttet til de behov og tendenser, virksomheden ser hos kunder og forbrugere.
Lige nu fylder blandt andet fiber, protein og produkter med højere ernæringsmæssig værdi mere i markedet. Derfor leder virksomheden aktivt efter nye råvarer, der kan hjælpe med at udvikle morgendagens produkter.
»Vi har fokus på at finde nye innovative råvarer. Det er altid sundt at blive udfordret på nye råvarer. Det gør at innovation opstår og vi udnytter ressourcer bedre,« fortæller Johanne Engelhardt Said, Head of Innovation and Design hos Orkla Danmark Food Solutions.
Da Paleas kom på radaren, passede virksomheden ind i netop den søgning. Fiberpulveret fra halm kunne bidrage med noget helt unikt: En naturlig ingrediens med et højt fiberindhold, der kunne anvendes i virksomhedens dejbaserede produkter. Men samarbejdet handler ikke kun om råvaren. For Johanne er der også en anden værdi i at arbejde med startups.
»Når man arbejder med startups, bliver tempoet noget andet. De kan skabe mere puls og udfordre den måde, vi arbejder på.«
Hvor mindre virksomheder ofte er drevet af få mennesker med et stærkt fokus på én løsning, arbejder større virksomheder typisk med mange processer, kunder og prioriteter samtidig. Det skaber forskellige styrker, og netop derfor kan samarbejdet skabe værdi for begge parter.
Da dialog blev til samarbejde
Den første kontakt mellem virksomhederne var allerede etableret, men samarbejdet tog for alvor form gennem et matchmakingforløb faciliteret af Food & Bio Cluster Denmark. Her fik Paleas hjælp til at tilpasse sig Easyfoods behov og mulighed for at præsentere deres løsning i en struktureret ramme, hvor Easyfood sammen med andre virksomheder vurderede potentialet.
For Richardt blev samarbejdet hurtigt et eksempel på, hvor stor forskel det gør, når en etableret virksomhed er villig til at lytte.
»For os som lille virksomhed kan det være svært at få hul igennem hos de store. Derfor gør det en kæmpe forskel, når en virksomhed som Easyfood faktisk svarer, er ærlig og tør handle på en ny idé.«
For Easyfood var interessen allerede til stede, og udfordringen var ikke, om produktet var interessant, men om virksomheden bag var klar til at levere til en større fødevareproducent. For i fødevareindustrien er en god idé kun begyndelsen. Der stilles krav til certificeringer, fødevaresikkerhed, dokumentation, leveringssikkerhed og produktionskapacitet.
»Det hjælper jo ikke noget at have et godt produkt, hvis det ikke kan leveres i de mængder og formater, vi har brug for,« fortæller Johanne.
For startups kan netop den del af rejsen være lige så udfordrende som selve produktudviklingen. En af grundene til, at Easyfood valgte at arbejde videre med Paleas, var netop, at virksomheden allerede havde en patenteret løsning og var godt på vej med den dokumentation og kvalitetssikring, som kræves for at bringe en ny ingrediens ind i industriel fødevareproduktion.
Heidi Høy, Innovation Manager hos Food & Bio Cluster Denmark:


Samarbejdet mellem Easyfood og Paleas illustrerer noget, vi ser igen og igen: De små virksomheder kommer ofte med de nye idéer, teknologier og perspektiver, mens de etablerede virksomheder bidrager med erfaring, markedskendskab, den virkelighed, som nye produkter skal lykkes i. Når de rette virksomheder finder sammen, kan innovationen bevæge sig markant hurtigere fra idé til produkt.
Men gode idéer er sjældent nok i sig selv. For mange startups handler næste skridt om at blive modne nok til at samarbejde med større virksomheder og leve op til krav om dokumentation, fødevaresikkerhed og leveringssikkerhed. Her kan målrettet sparring, adgang til eksperter og de rette samarbejdspartnere gøre en stor forskel.
Samtidig kræver succesfulde innovationssamarbejder ofte en neutral platform, der kan bringe virksomhederne sammen og skabe en ramme for dialogen. Innovation opstår i mødet mellem mennesker, virksomheder og forskellige kompetencer. Det er netop den rolle, vi arbejder for at udfylde i Food & Bio Cluster Denmark.
Når innovation møder skala
I dag indgår Paleas' fiberpulver blandt andet i udviklingen af en müsliscone hos Easyfood. Men potentialet rækker længere end ét produkt.
For Paleas handler samarbejdet ikke kun om at få en ingrediens ind i et produkt. Det handler også om at få adgang til den viden, de kunder og de netværk, der kan bringe løsningen videre ud i værdikæden.
»Vi kommer med innovationen og specialviden, men det er i samarbejdet med en større partner, at den for alvor får vej til markedet. Det er dér, nye løsninger kan blive til rigtige produkter,« siger Richardt.
For Easyfood giver samarbejdet adgang til nye råvarer og idéer, som virksomheden ikke nødvendigvis selv ville have udviklet. Samtidig giver det mulighed for at omsætte trends og nye forbrugerbehov til konkrete produkter, og derfor ser Johanne samarbejdet med startups som en vigtig del af virksomhedens innovationsarbejde.
»Nogle gange skal man ty til iværksættere, der er specialister i at tænke ud af boksen for at skabe noget nyt.«
De små virksomheder kommer ofte med de nye idéer. De store virksomheder har erfaringen, produktionsapparatet og markedsadgangen.
Ingen af delene kan stå alene.
NEXUS-FORLØB:
Vil du også dyrke nye innovationsspor?
I Danmark findes et stærkt økosystem af iværksættere, der ikke alene udvikler nye idéer, men også er på forkant med teknologi og bringer friske perspektiver, som udfordrer eksisterende tankemønstre og forretningsmodeller.
For store virksomheder er samarbejde med iværksættere en direkte genvej til innovation og vækst. Med et Nexus-forløb kobler vi jer med de rette startups og driver processen fra start til slut.
Det betyder, at I får adgang til nye løsninger uden selv at skulle opbygge og håndtere setup.
Heidi Høy
Mark Rosener