Innovationssamarbejde (Innovationskraft 2025)

Robotbaseret stribedyrkning af æble, grøntsager og korn

Landbruget står over for betydelige udfordringer, herunder behovet for at opretholde en stabil fødevareproduktion, samtidig med at ambitiøse klimamål skal nås. I dette projekt afprøves et robotbaseret stribedyrkningssystem, som har potentiale til både at øge effektiviteten i afgrødeproduktionen og samtidig skåne landbrugsjorden og bevare mikrolivet.

Robotter forventes at få en stadig større rolle i fremtidens landbrug. Her ses ROBOTTI i arbejde i æbleplantagen på Vestjyllands Højskole i foråret. (Foto: Ole Green).

Landbruget er udfordret

I oktober 2021 indgik et bredt politisk flertal en aftale om den grønne omstilling af dansk landbrug. Aftalen har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser og kvælstof fra landbrugs- og skovbrugssektoren og dermed bidrage til et mere bæredygtigt dansk landbrug. 

I dette projekt samarbejder Green Agro & Transport ApS og Vestjyllands Højskole om at afprøve et robotbaseret stribedyrkningssystem. Målet er at demonstrere en effektiv og bæredygtig metode til produktion af landbrugsafgrøder.

Robotbaseret stribedyrkning

I projektet etableres et seks-sporet sædskifte med enårige afgrøder – herunder ærter, byg, havre, kartofler og blomster – mellem rækker af æbletræer ved hjælp af et robotbaseret stribedyrkningssystem. Mellem striberne plantes desuden flerårige afgrøder, buske og andre frugttræer for at øge biodiversiteten, undertrykke græsset og øge det samlede udbytte.

Systemet er designet til at fremme sunde levevilkår for både mikro- og makrofauna og bygger på regenerative dyrkningsprincipper som minimal jordbearbejdning, permanent plantedække og holistisk afgræsning med dyr.

Samlet set skal metoden sikre en mere effektiv, skånsom og bæredygtig udnyttelse af jorden.

 

Projekttitel:

Robotbaseret stribedyrkning af æble, grøntsager og korn

Finansieret af:

Innovationssamarbejdet er igangsat af Food & Bio Cluster Denmark og gennemføres med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Partnere i projektet:

  • Green Agro & Transport ApS (projektejer)
  • Vestjyllands Højskole
Elena Sørensen Skytte

Elena Sørensen Skytte

Innovation Manager

Sidder du med en god idé til et innovationsprojekt?

Food & Bio Cluster Denmark hjælper med at accelerere innovationen og den bæredygtige udvikling inden for fødevarer og bioressourcer.

Vi udbyder løbende muligheder for forskellige samarbejder og projekter.

Søg midler